Juniormesterlære giver skoletrætte elever ny motivation

Det første år med juniormesterlære på Ungdomsskolen i Helsingør har givet gode resultater. De 14 elever, der har deltaget i forløbet, har både fået nye venner, lavt fravær og gennemført skoleåret.
Undervisningen kombinerer tre dages skolefag med to dage i praktik eller værkstedsundervisning. Praktikforløbene spænder fra håndværksfag til blandt andet børnehaver, supermarkeder og rideskoler.
Afdelingsleder Stina Abildgaard oplever, at tilbuddet har gjort en stor forskel for eleverne.
"De kom ind ad døren med hakker i deres skoletud og dårlige erfaringer med skolen, men har fået en frisk start," siger hun.
Alle elever fra 8. klasse fortsætter på juniormesterlære næste skoleår, mens flere af 9. klasses eleverne fortsætter i Ungdomsskolens 10. klasse. Samtidig har eleverne haft lavt fravær, og 9. klasse har valgt at gå til afgangsprøverne.
Ifølge Stina Abildgaard skyldes resultaterne både elevernes motivation og en målrettet indsats med ekstra lærerressourcer samt tæt samarbejde med forældre og distriktsskoler.
Til august starter 11 elever på juniormesterlære, og der er fortsat løbende optag. Afdelingslederen forventer, at interessen vil vokse i de kommende år.
Faktaboks
- Juniormesterlære er placeret på Ungdomsskolen i Helsingør.
- Undervisningen består af tre dage med dansk, matematik og engelsk samt to dage med praktik eller værkstedsundervisning.
- Praktik kan foregå i virksomheder eller institutioner inden for forskellige fagområder.
- Der er løbende optag på uddannelsen.
- Regeringen har indført juniormesterlære for at hjælpe flere elever til at bestå folkeskolens afgangsprøve med mindst 02 i dansk og matematik, så de kan søge ind på en erhvervsuddannelse.
- Erfaringerne fra det første år betyder, at modellen også indføres på Ungdomsskolens kommende 10. klasse.






Accepter kun nødvendige cookies